30/5 - Seneste nyt er, at det amerikanske firma, som er producent af den pågældende chip, har sat sin svenske distrubutør på sagen. Vi venter spændt på mere nyt.

 4/6 - Nu er der kommet svar fra firmaet og vi venter på en ny scanner.

19/6 - Den amerikanske scanner er nu kommet og Maclaren er blevet aflæst fra mule til halespids, desværre uden resultat. Vores dyrlæge vil i morgen tage stilling til det videre forløb.

23/7 -    Dyrlæger holder som bekendt også ferie, så derfor har vores special task force ligget stille nogle uger. Her til morgen fandt vi  - udstyret med en opgraderet DATAMARS chipaflæser - Maclaren´s chip.  Chippen er lokaliseret lidt foran mankestykket. Stædighed betaler sig og da firmaet Avid giver lifetime guarantee på deres produkter, så måtte chippen jo være der.
Stor tak til Hørsholm Hestepraksis som har været meget hjælpsomme og utrættelige i denne sag. Fremover kan jeg kun råde til, at man checker om chippen kan aflæses inden man drager til kåring. Tag evt. selv en scanner med!

23/7  Maclaren´s chip was located today just in front of the withers.


En meget kedelig historie, vi gerne havde været foruden, men her kan den afsluttes med et billede af Maclaren´s permanente ID-nr.

Waulkmill Maclaren i Fredericia - 19. maj 2007


Supreme Champion, Breed Show 1995 ©Bakkehave
Hans opdrætter Mrs. Roweena Provan, blev i 2006 tildelt en "Lifetime Award" af The Shetland Pony Stud-Book Society, for sit enestående avlsarbejde i Skotland. Med et ganske lille antal føl hvert år, er det lykkedes at sætte sig store spor i stambøgerne.

I avlsforeningen for Shetlandsponyer i Danmark går rygterne desværre som en steppebrand. Efter vi forlod kåringspladsen lørdag, blev der kreeret en del historier. Nogle mere infame og ondskabsfulde en andre og til Jer der opfinder disse historier, kan vi kun udtrykke vores dybeste foragt.

Fakta er, at man ved måling ikke kunne lokalisere Maclarens chip med det forhåndenværende udstyr. Derfor besluttede avlsforeningens formand, at Maclaren godt kunne blive kåret, men ikke oprangeret. Denne beslutning kunne vi på ingen måde acceptere og valgte derfor at trække vores hingst.

At the stallions assessment, the officials were not able to locate Maclarens microchip. Our chairman decided Maclaren was allowed acces to the ring, but he was not allowed to be ranked. For us it was not acceptable and we decided to withdraw our stallion.

Er man i tvivl om en ponys identitet, skal den slet ikke ind i ringen efter vores mening. Oprangering eller ej har intet med identitet at gøre.
Da man tilsyneladende var i tvivl om hans identitet, havde det været meget oplagt, at udtage en prøve til DNA bestemmelse på kåringspladsen. Dette blev ikke gjort, hvilket undrer os meget. I alle parters interesse må det være vigtigt at få styr på tingene.  Flere af Jer har vel stadig hoppekåringen på Sjælland år 2000 i krystalklar erindring. En DNA prøve her havde gjort en verden til forskel. Vi kan så oplyse, at Maclaren allerede er DNA testet hos AHT i Newmarket, UK. Ref nr. er: lab. no. 212855.

De nye regler om tildeling af championater, samt ingen adgang til oprangering, var dråben. Man har fra bestyrelsens side stået på hovedet for, at EU hingstene skal vises og så formår man alligevel at gøre det meget lidt attraktivt at stille sin hingst.

Waulkmill Maclaren er chipmærket på kåringspladsen for 17 år siden.
En chip kan vandre, den kan være gået i stykker og den kan være faldet ud evt. i forbindelse med en infektion efter mærkningen. Endelig er det ikke alle scannere der er opdateret med tilstrækkeligt software til at aflæse de forskellige fabrikater.

For 2 år siden havde vi en hoppe med til kåring, som ligeledes er engelsk mærket. Hendes chip kunne ikke læses. Hun fik både adgang til kåring og oprangering, da signalementet i passet var tilstrækkeligt.

I 2006 var der et lignende problem ved hingstekåringen og det forhindrede ikke den pågældende hingst i at deltage på lige vilkår med de andre hingste.

Vi har siden hjemkomsten arbejdet på at lokalisere Maclarens chip. Det engelske forbund, mine egne dyrlæger og Maclarens opdrætter er sat ind i sagen. Fabrikat og batch nr.  på chippen er kendt og vi venter nu på svar vedr. hvilken scanner vi kan anvende.

Ender det med, at vi ikke kan lokalisere chippen på vanlig vis, vil Maclaren blive ultralydsscannet eller røntgenfotograferet.

De sidste par dage har vi scannet alt med 4 ben her i huset og det har givet et meget godt billede af, at de 2 scannere vi har fået stillet til rådighed ikke kommer til samme resultat hver gang. Vores labrador, som er mærket i USA kan kun scannes med den ene scanner. Flere af vores ponyer kan scannes med begge og vores hvalp som er mærket i Spanien kan ligeledes læses af begge scannere.

Til sidst vil vi gerne takke for den meget store opbakning vi fik på dagen omkring vores beslutning og også for de mange mails og opmuntrende telefonopkald.
Stor tak til vores heste og hundedyrlæger som omgående rykkede ud med scannere i udvalg straks vi var landet i Gunderød.

Waulkmill Maclaren er heldigvis helt upåvirket af situationen, det samme må siges om hans hopper og deres ejere.

Vi følger naturligvis op på sagen når og hvis vi finder chippen.

 


Back